Taxivognmand - en uddøende race ?

 

Det bliver sværere og sværere at få en taxiforretning til at hænge sammen, og der bliver færre og færre ansøgere, der søger taxitilladelser, og vi ser jævnligt deprimerende overskrifter som f.eks.: ”Kolding-selskaberne vil have indefrosset 6 tilladelser”, ”Helsingør Taxa anmoder om, at afleverede tilladelser ikke genudstedes” , ”Tommerup Taxi lukker og skifter til rutetilladelser” og ”Tilbagegang på 19,9 % i DanTaxi”.

 

I slutningen af sidste år var jeg til møde i Transportministeriet, hvor både minister Lars Barfoed og medlemmer af Trafikudvalget viste stor forståelse for vores argumenter om problemerne i taxibranchen. Men denne forståelse kan vi ikke rigtig bruge til noget, når der efterfølgende kommer nye lovforslag fra andre ministerier, som yderligere begrænser vores erhverv – her tænker jeg på: Nye frikørselsregler, øgede miljøkrav og ændring af registreringsafgiften.

 

Ikke mindst de nye frikørselsregler gør det svært ude i de tyndt befolkede områder, hvor en landtaxi ofte

kører 20 kilometer hver vej for at betjene en lokalkunde, der blot skal køre en tur på måske under to kilometer til f.eks. læge eller bank. Det er blot et enkelt eksempel på, at nye tiltag over for taxibranchen ofte virker skævt - især når branchen ikke har været med på råd.

 

Ove Nielsen, som er formand for Ikast Taxa, påpeger: “Hvis vi skal dokumentere 115.000 besatte kilometer kommer vi langt over 250.000 kilometer.” Han mener, at de nye frikørselsregler igen er et tiltag i retning af, at jage de sidste vognmænd væk fra taxibranchen og efterlyser initiativer.

“Vi må også gøre op den skrøne, det er, når nogen tror, at vi tjener på de frikørte biler. Det er noget vrøvl. Jeg har frikørt adskillige biler siden 1991, og hver gang har det været en underskudsforretning. Lige p. t. har jeg en kollega, der skal af med en Mercedes. Han har betalt 550.000 kroner for den, og i dag bliver han budt 380.000 kroner. ”Det er da en underskudsforretning,” pointerer Ove Nielsen, som også har en kommentar til ændringen i registreringsafgiften for taxier, som er på vej mod 70 procent.

“En lille bil til billigere penge er måske OK, men det nytter ikke noget, når den ikke kan holde i længden og derved ender med at blive ligeså dyr i form af øgede reparationsudgifter,” understreger Ove Nielsen og fortsætter:

“Alle tiltag går desværre i negativ retning for branchen, og der bliver færre og færre, der søger til faget. Senest havde vi kun to ansøgere til en ledig taxitilladelse i vores kommune, hvoraf den ene var helt ukvalificeret. Ingen unge mennesker gider at arbejde på skæve tidspunkter og tilmed til en ringe betaling. Konklusionen må være, at vi er en uddøende race,” fastslår Ikast-formanden.  

 

Ove Nielsens udsagn fortæller lidt om de mange problemer, som vi har i branchen, og som vi må kæmpe imod, og hvis der ikke sker lempelser – ja, så er taxivognmanden en uddøende race.

 

                                                                                                                                   Ejner Larsen