Arbejdsgruppe

 

                        Den 21. april var jeg til møde i Færdselsstyrelsen i arbejdsgruppen om modernisering af kursuskravet for taxichauffører- og vognmænd.

Deltagere var: Tommy Jensen, ATD, Ejner Larsen, C.A.T., Knud Erik Knudsen, DTA, John Lindbom og Trine Wollenberg, DTR, Leif Søllingwraae og Allan Andersen, 3F samt Theo Rabenberg og Lis Caspersen, Færdselsstyrelsen.

Formålet med mødet var at nedsætte en arbejdsgruppe om modernisering af kursuskravet for taxichauffører- og vognmænd. Arbejdsgruppen skal være Færdselsstyrelsen behjælpelig med at:

• gennemgå det nuværende kursusindhold og foreslå ændringer/forbedringer,

• vurdere de nuværende krav til kursets varighed,

• udarbejde nye områdeafgrænsninger og

• revidere prøvespørgsmål og udarbejde nye spørgsmål.

Der var enighed om at nedsætte arbejdsgruppen med følgende deltagere: Tommy Jensen, Ejner Larsen, Knud Erik Knudsen, Trine Wollenberg, Allan Andersen, Theo Rabenberg og Lis Caspersen. Arbejdet forventes færdiggjort inden udgangen af 2010.

Der var en kort drøftelse af følgende emner: Ændringer i kursernes indhold og varighed, mulighed for direkte prøve, efteruddannelse for chauffører og digital prøveafvikling. Der var positiv holdning til videre drøftelse af emnerne.

Der var enighed om, at der var størst behov for modernisering af taxiførerkurset. Da ændringer i kurserne kræver ændring af taxibekendtgørelsen, vil det imidlertid være mest hensigtsmæssigt, at ændring af de to kurser sker samtidig.

Det blev foreslået, at der i forbindelse med nygodkendelse af kursusudbyderne skal stilles som betingelse for at opretholde godkendelsen, at der afholdes mindst ét kursus hvert år.

Det aftaltes, at organisationerne senest den 25. maj 2009 skal sende skriftlige forslag til Færdselsstyrelsen (lc@fstyr.dk) om ændringer til bilag 1 og 2 til taxibekendtgørelsen (emner, der kan udgå/forslag til nye emner), meget gerne med begrundelse for forslagene.

Færdselsstyrelsen vil inden næste møde, der foreslås afholdt tirsdag den 16. juni kl. 10.00, udsende en oversigt over de indkomne forslag.

Jeg vil derfor opfordre vore medlemmer til at kontakte mig, såfremt I har forslag til ændringer af i de 2 kurser. I kan se kurserne beskrevet i ”Bekendtgørelse om taxikørsel m.v.”, som kan ses via Færdselsstyrelsens hjemmeside www.fstyr.dk.

                                                                                                           Ejner Larsen