Vognmand
Hvad er taxikørsel?
Taxikørsel er
erhvervsmæssig personbefordring i køretøjer indrettet til befordring af
indtil 9 personer, føreren medregnet.
Taxikørsel må kun udføres som personligt ejet virksomhed.
Antallet af tilladelser til taxikørsel fastsættes af kommunerne og af Storkøbenhavns
Taxinævn. Antallet af tilladelser fastlægges ud fra hensynet til en
tilfredsstillende betjening af offentligheden inden for myndighedens område.
Tilladelse udstedes efter forudgående offentlig bekendtgørelse om, at en
tilladelse er ledig.
Tilladelser skal tildeles de ansøgere, som myndigheden skønner er bedst
kvalificerede. Når der foretages et skøn, skal der blandt andet lægges vægt
på erfaring gennem tidligere beskæftigelse som chauffør eller vognmand inden
for erhvervsmæssig personbefordring.
Ansøgere, der er omfattet af bestemmelserne i Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse
om kompensation til handicappede i erhverv m.v., har fortrinsret til ledige
tilladelser, under forudsætning af, at de opfylder taxilovgivningens krav om økonomisk,
faglig og vandelsmæssig baggrund.
Handicappede, der ikke kan udføre de arbejdsfunktioner, der normalt påhviler førere
af taxier, har dog ikke fortrinsret.
Limousinekørsel
Limousinekørsel omfatter repræsentationskørsel, bryllupskørsel og lignende
lejlighedsvis kørsel i køretøjer med en særlig indretning, udstyr eller
lignende.
Limosinekørsel må kun udføres som personligt ejet virksomhed.
Tilladelser til kørsel med limousine gives på grundlag af den lokale
myndigheds vurdering af behovet for den ansøgte kørsel inden for kommunen.
Sygetransport
Sygetransport omfatter befordring af personer henvist til sundhedsfaglig
behandling, befordring af personer, der på grund af sygdom eller handicap er
afskåret fra eller kun med besvær kan benytte almindelige befordringsmidler,
herunder taxi, samt hastende befordringer af blod- og organdonorer i forbindelse
med sygdoms- og ulykkestilfælde.
Sygetransport kan udføres som personlig ejet virksomhed og i selskabsform.
Offentlige myndigheder og virksomheder kan også få tilladelse til
sygetransport.
Antallet af tilladelser til sygetranpsort er ikke begrænset, og behovet for
tilladelser skal ikke vurderes ved behandling af ansøgninger.
Sådan bliver
du taxivognmand m.v.
Du skal have en tilladelse hvis du vil udføre taxikørsel, limousinekørsel eller sygetransport.
I Københavns og Frederiksberg Kommuner samt i kommunerne i Københavns
Amt, udsteder Storkøbenhavns Taxinævn tilladelser.
I kommunerne uden for Storkøbenhavns Taxinævns område udsteder
kommunalbestyrelserne tilladelser.
For at få en tilladelse skal du opfylde følgende krav om:
Faglige kvalifikationer
Inden for de seneste 10 år skal du have været fuldtidsbeskæftiget i
mindst 3 år i erhvervet for personbefordring.
Du skal også inden for de seneste 10 år have gennemgået et kursus,
der er godkendt af Færdselsstyrelsen. Kurset afsluttes med en skriftlig
prøve.
Hvis du i de seneste 5 år har haft en fuldtidsstilling med overordnede
funktioner i en virksomhed, der udfører personbefordring, kan du
fritages for at gennemføre et kursus, således at du blot skal bestå
den afsluttende prøve på et vognmandskursus.
Hvis du på ansøgningstidspunktet har været taxi-, limousine- eller
sygetransportvognmand i en sammenhængende periode, der svarer til
mindst 10 års fuldtidsbeskæftigelse, skal du ikke på kursus.
Økonomi
Du skal have en vis egenkapital for at få tilladelse til taxi-, limousine-
eller sygetransport. Ved ansøgning om én tilladelse skal du
dokumentere at have egne kontante midler på mindst 50.000 kr. Ved ansøgning
om yderligere tilladelser forhøjes beløbet med 25.000 kr. for hver
ekstra tilladelse. Hvis du ikke har den fornødne egenkapital, kan du i
stedet stille en tilsvarende sikkerhed gennem et pengeinstitut eller et
forsikringsselskab.
Restancer til det offentlige
Du kan ikke få en tilladelse til taxikørsel, limousinekørsel eller
til sygetransport, hvis du har forfalden gæld til det offentlige på
50.000 kr. og derover.
Vandel og god skik
Du må ikke være dømt for et strafbart forhold, der kan begrunde en nærliggende
fare for nye overtrædelser i forbindelse med driften af den ansøgte
virksomhed.
Du skal sandsynliggøre, at du kan drive virksomhed på forsvarlig måde
og i overensstemmelse med god skik inden for branchen.
Oplysninger om tidligere beskæftigelse inden for tilsvarende erhverv,
strafbare forhold og oplysninger om særlige omstændigheder ved
tidligere konkurs eller betalingsstandsning kan indgå i vurderingen af,
om en ansøger opfylder kravet om god skik.
Der foretages således en samlet vurdering af, om virksomheden kan
drives på forsvarlig måde.
Virksomhedsform
Taxikørsel og limousinekørsel kan kun drives som personligt ejet
virksomhed, mens sygetransport kan drives såvel som personligt ejet
virksomhed som i selskabsform.
Drives sygetransportvirksomheden i selskabsform, dvs. som aktieselskab,
anpartsselskab, interessentskab, kommanditselskab m.fl. skal selskabet
have ansat en godkendt ansvarlig leder, der faktisk og vedvarende skal
forestå virksomhedens drift indenfor sygetransport. Selskabet skal
opfylde kravene til økonomi, restancer og god skik. Den ansvarlige
leder skal opfylde kravene om faglige kvalifikationer, restancer, vandel
og god skik.
Emner
der undervises i på vognmandskursus:
Kurset skal have en mindste varighed på 70 timer fordelt over 2-8 uger.